I løbet af interviewet inden for rammerne af kampagnen mod racisme, elskede musikhate racisme, sagde Ed Shiran, at det var den musik, der gav ham tillid til sig selv: "Jeg hadede grundskolen med hele mit hjerte og råbte hver Guds dag. På grund af hårets farve ramte børnene mig med krumninger fra den allerførste dag. Redhead, stuttering, med store briller og lidt mærkeligt. Jeg var ikke "cool", fordi jeg gik til en sportsskole, kunne ikke spille sport. "
Men over tid, ifølge musikeren, ændrede alt: "Da jeg blev ældre, begyndte mit lunefuldt udseende, jeg begyndte at kunne lide. Jeg gik til de ældre klasser, som var en slags smeltet kedel fra en række mennesker og hobbyer, og begyndte at spille guitaren. Til hans overraskelse begyndte jeg at passe ind i holdet. Så indså jeg, at jeg virkelig kan gøre noget bedre end andre. Før jeg tog en guitar, var jeg ikke glad for noget. "
Ed shiran med sin kone kirsebær siborn
Shiran bemærkede, at det var takket være ikke-standard udseende, at han begyndte at lære og tildele blandt andre. "Folk begyndte at genkende mig og sagde:" Åh, det er den samme rødhårede fyr med en guitar. " Jeg begyndte at tiltrække opmærksomhed takket være det mindeværdige udseende. Derfor fortæller jeg nu altid børnene, at det er godt - at være mærkeligt, "sagde musikeren.